BOHO TRAVEL
Åben menu
  • Forside
  • Destinationer
    • Afrika
      • Tanzania
    • Asien
      • Indonesien
    • Europa
      • Danmark
      • Irland
      • Italien
      • Spanien
      • Sverige
      • Frankrig
      • Tyskland
    • Nordamerika
      • USA
  • Rejsetips
    • Is
    • Overnatning
    • Spisesteder
    • Street Art
    • Udstyr
  • Rejsetype
    • Glamping
    • Outdoor
    • Road Trip
    • Safari
    • Yoga
  • Støt rejsebloggen
  • Samarbejde
    • Samarbejde
    • Kontakt
  • Om mig
    • Min historie
    • Mit seneste aftryk
    • Mit verdenskort
    • Mine rejseplaner
    • Postkort
    • Publicerede artikler
    • Rejsetanker
    • Medieomtale
    • Kontakt
  • Flowerpower wall art og regnbuefarvet bohemeshopping i Palafrugell
  • Flowerpower wall art og regnbuefarvet bohemeshopping i Palafrugell
Europa Spanien Street Art Mit seneste aftryk

Flowerpower wall art og regnbuefarvet bohemeshopping i Palafrugell

  • BOHO TRAVEL WAS HERE
  • Costa Brava
  • NordicTB
  • Palafrugell
  • Street art
  • Wall art

Reklame i samarbejde med NordicTB og Costa Brava Pirineu de Girona 

Den spanske nordkyst gemmer på masser af oplevelser, du ikke læser om i rejsebøgerne. Her får du min guide til økologiske markeder, bæredygtig shopping, lokal gourmet og farvestrålende overraskelser på gadeplan i Palafrugell. 

Jeg havde aldrig hørt om Palafrugell før, jeg fik udleveret vores program for rejsen.  

Indrømmet, det eneste jeg kendte til Costa Brava overhovedet, var Salvador Dalí og partybyerne Calella og Lloret de mar nord for Barcelona...

Faktisk vidste jeg heller ikke, at der findes endnu en by, der hedder Calella. Den charmerende Calella de Palafrugell er i stor kontrast til den hektiske navnefælle. Men mere om den senere. Først vil jeg tage dig 10 kilometer ind i landet til byen Palafrugell. Den fortjener nemlig et indlæg. 

Hyggelig gåtur i historiske og kulturelle Palafrugell 

Fakta først. Palafrugell er både navnet på en by og et kommunedistrikt. Palafrugell ligger i kystregionen Costa Brava halvanden times kørsel nord for Barcelona. Hele området er en del af provinsen Girona i det nordøstlige Catalonien. 

Sådan. Nu er du meget klogere end mig, da jeg sad i minibussen på vej til Palafrugell sammen med de andre rejsebloggere fra Nordic TB. 

Vi blev sat af ved indgangen til byen, hvor Anna Sàbat fra Visit Palafrugell tog imod os. Hun var fuld af god energi og førte begejstret an gennem hyggelige, brostensbelagte gader og friserede gadestrøg. Målet var at fornemme byen, besøge de lokale markeder og slutte af med en frokost, inden vi skullle ud og vandre langs kysten. 

Rejseblogger Marlene Brix i PalafrugellFoto: Liniztravel

Regnbuefarvet blomsterfacade i Palafrugell i Costa BravaPalafrugell har masser af potentiale til at blive en darling for influencers med sine smukke facader 


Anna tog os forbi historiske monumenter og smukke kirker og fortalte, hvordan middelalderbyen i dag tiltrækker folk fra hele verden på grund af klimaet, kulturen og beliggenheden tæt ved Middelhavet.

Gaderne gav mig hurtig en association til Rom med bygninger i varme, brændte nuancer, blomster op ad murene og hurtigtalende dialekter. 

Mange af bygningerne i Palafrugell minder om Rom | Costa Brava

 

Bohemebutik med tasker, tæpper og puder som i Marrakech 

På vej mod markedet fanger mit blik pludselig et stativ med tekstiler foran en lille butik.

Fødderne går målrettet derhen, og jeg råber til de andre, at jeg lige tager en detour...

Calma House facade Palafrugell Costa Brava


Jeg træder indenfor. Og der. Midt i Spanien, føler jeg mig pludselig i hjertet af tekstilbjergene i Marrakech - bare uden larm, virvar og anråbende sælgere. 

Her er hynder, puder, tasker, tæpper, håndklæder, sengetøj og uendeligt meget mere.  

Her er douche toner, blide pasteller og kraftfulde kontraster fra hele regnbuens skala. 

Her er uld, bomuld, silke og bambus. 

Her er et mekka for enhver, der elsker boheme interiør. 

palafrugell/palma-house-boheme-interioer.jpgKan du leve uden disse skønne energigivende farver? Jeg kunne ikke! Håndlavet pudebetræk til 22 EUR.


palafrugell/calma-house-bambus-kvadrat.jpg


Og det bedste af det hele? 

Det er ikke masseproduceret af unaturlige fibre, men fremstillet af økologiske og bæredygtige materialer og stadig lokkende billigt. 


palafrugell/calma-house-puder.jpgCalma House er familieejet. Produkterne er designet i Barcelona 


Priserne er næsten på niveau med markederne i Marrakech - jeg mener, vævede boucherouite gulvtæpper til under 30 EUR er ret ok, ikke?

Jeg er derfor virkelig vægelsindet omkring, hvad jeg skal købe med hjem. Dels på grund af pladsen i kufferten. Dels fordi jeg ved, at resten af rejseflokken sikkert står og tripper på den danske delegation - ja, mig. 

Jeg vælger en toilettaske og et pudebetræk - og lover mig selv at komme tilbage en anden gang. Bare med en større kuffert og mere tid. 


palafrugell/calma-house-boheme-butik.jpg

palafrugell/calma-house-toilettaske.jpgToilettaske i økologisk bomuld og lærred til 7 EUR. Jeg valgte en grå, men overvejede også denne...  

Calma House
Adresse: Carrer de Cavallers, 43, 17200 Palafrugell
Lukket mandage

 

Flamboyant blomstermarked med økologisk frugt og grønt 

De andre var gået en tur i en fin chokoladeforretning med vinsmagning i kælderen (god kombination, ikke?), mens jeg var en tur i bohemehimlen. Vi fortsætter mod de lokale markeder med frugt og grønt, som er åbent hver dag.

Her er boder med økologisk frugt og grønt og afskårne blomster i overflod. Farver, der lokker købere til i alle aldre. Jeg smiler og drømmer om selv at slentre forbi med en kurv og handle ind til en god middag på terrassen i en villa med kig ud over havet.

Blomster og økologisk frugt og grønt fra Horta de la Viola

Flowerpower blomsterbuket Palafrugell

Økologisk kål i smukke farver Costa Brava

Pastinak og snegle på markedet i PalafrugellKan du se, hvilken delikatesse der gemmer sig i baggrunden? 

Længere nede ad gaden er der også markedshaller med fisk, skaldyr og kød. Særligt fiskemarkedet vil nok bjergtage de fleste skandinaver med bjerge af østers og muslinger. Du kan også få frisklavet sushi til takeaway. 

Fiskemarkedet Pexios Marc er åbent tir-søn fra kl. 8-13. 
Adresse: Pi i Maragall, s/n, 17200 Palafrugell

 

Flowerpower street art og wall art af lokale kunstnere 

På vejen mod frokostrestauranten spørger jeg Anna om, der findes steder med street art i byen. 

Øjnene lyser op.

"Kom med mig!" smiler hun. 

Vi følger zigzaggende med gennem byen og ender i en smal gyde. For enden aner jeg et udsnit af et farvestrålende værk med en gul bus. 

palafrugell/gyde-wallart-palafrugell.jpg

Jeg sætter tempoet op og derefter hurtigt ned igen. For gydens vægge er også fulde af fine værker. 

Anna forklarer, at værkerne er opført som en del af årlig festival Flors i Violes, der altid ligger den første weekend i maj. I år er der ti års jubilæum. Gaderne bliver prydet med blomster og forvandlet til åbne scener for alverdens kunst - og deriblandt altså også opførslen af street art i realtid. 

Wallart Bruna Valls abe


Wallart Bruna Valls pingvin

palafrugell/wallart-bruna-valls-bus-1000-px.jpgVægmalerierne herover er alle udført af maler og illustrator Bruna Valls. Hun er opvokset i Palafrugell og har opført værker over hele verden. 

 

Marta Bellvehi smoking hot wallart Palafrugell

Marta Bellvehi flowerpower dots Palafrugell
Dette stærke og farvestrålende værk er af Marta Bellvehi. Hun er opvokset i nabobyen Palamós og lever i dag i Barcelona. Kunstneren i 2019 bliver Montserrat Català fra nabobyen La Bisbal d'Empordà. 

Jeg har en særlig tradition for at sætte mit klistermærke med logo, når jeg ser stickerart på mine rejser. Her er der dog ikke allerede sat klistermærker op, så jeg spørger stille Anna om, det ville være okay, hvis jeg satte mit på væggen et sted. 

"Du kan sætte det lige, hvor du vil!" smiler hun og slår ud med armene. 

Det er derfor meget oplagt at tilføje mit runde klistermærke som en ekstra boble i et af de mange fine værker af Bruna Valls. 

Anna fortæller, at husene i området er ubeboede og i forfald. Derfor valgte turistforeningen at bruge street art til at give væggene en visuel makeover. 

Rejseblogger Marlene Brix placerer sit klistermærke med logo Palafrugell

Foto: Liniztravel


BOHO TRAVEL WAS HERE

 Before... 

BOHO TRAVEL stickerart

... and after! 

Du finder værkerne her:
Carrer de la Notaria, Carrer del Consell, Carrer Allada. 


Lokal gourmet til lav pris på restaurant L'Arc

Det er meget uvant for mig blot at gå i fodsporene på en guide og overlade alle valg til andre. Men jeg må indrømme, at jeg virkelig nød det. Sjældent har jeg været så afslappet ved blot at skulle følge med strømmen. 

Frem for at bruge tid på at researche det bedste spisested eller overnatningssted, var disse valg også allerede truffet. Det gjorde, at jeg sikkert heller ikke havde fundet vej til L'Arc på egen hånd. Det skulle da lige være fordi, den viste sig at ligge ualmindelig tæt på husene med street art. Faktisk lige rundt om hjørnet. Ekstra bonus!

Restauranten er meget lille, autentisk og betjeningen nede på jorden, selvom kokken står med høj hat i det åbne køkken.

Vi fik serveret en treretters menu inklusive vin, vand og brød til blot 24 EUR. Kvaliteten var høj og betjeningen meget autentisk - de kunne næsten ikke et ord spansk, så havde det ikke været for Anna, havde vi endt i et forsøg på tegnsprog, men mon ikke man kommer langt med muchas gracias? 

Tomater til tomatbrød | Palafrugell | Costa Brava 

Pan con tomate er en klassiker i Spanien | Palafrugell | Costa BravaPan con tomate (tomatbrød) er starten på et hvert godt måltid i Spanien. Brødet hos L'Arc var nybagt, sprødt og saftigt. Smagen på tomaterne var kilometer fra den, du kender fra Danmark. 


Jeg vil anbefale dig at reservere bord. Bemærk, der er åbent fra kl. 13-16 og kl. 20-23. Tirsdag dog lukket og mandag kun åbent til frokost. 

L'Arc
Adresse: C/Consell 13-15 (Plaça Nova), 17200, Palafrugell 
Telefon: 972 30 34 19

 

3 bonustips

1: Tæt ved Palafrugell ligger tre smukke kystbyer på stribe, hvor jeg ville vælge at overnatte. Navnene er Tamariu, Llfranc og Calella de Palfrugell. Vi overnattede på Hotel Garbi i Calella de Palafrugell, hvor du kan få et dobbeltværelse for under 500 kroner med udsigt over hav og by. Er du til mere luksus, så gå efter Hotel Sant Roc, der ikke er meget dyrere. Der spiste vi en gastronomisk middag, og det var lige et level up på flere måder. 

2: Spanienbloggen har skrevet en god guide til fire andre kulturbyer i Costa Brava - deriblandt Cadaqués, der er en lille, fin og hvidkalket bohemeby ved klippekysten længere nordpå. 

3: Costa Brava har 16 restauranter med tilsammen 20 stjerner i Michelinguiden. 

 

Læs også: 
3 favoritter: Spanske byer med dragende bølgeskvulp nord for Barcelona 
Guide: 5 tips til yoga, mindfulness og wellness i Costa Brava 
Gratis e-bog om vejen til velvære og stress detox i Costa Brava 

FAKTA 
Du kan flyve til både Barcelona og Girona. Fra Girona er der en lille times kørsel til Palafrugell. Fra lufthavnen i Barcelona godt halvanden. 
Læs mere om Palafrugell

 

Jeg var inviteret af Costa Brava Pirineu de Girona og rejste sammen med rejsebloggere fra Sverige og Norge, der også er medlem af netværket NordicTB. Rejseperiode april 2019. 

#NordicTBinCostaBrava #WellnessCostaBrava #inCostaBrava #CatalunyaExperience

Del blogindlæg
29. april 2019
< Tilbage til oversigt

Modtag mit nyhedsbrev

Hej!

Mit navn er Marlene Brix. Jeg er kvinden bag tastaturet på rejsebloggen. LÆS MERE

Følg mig

Følg mine spor ude i verden og få inspiration til at sætte dine egne.

Modtag mit nyhedsbrev

Instagram

  • Skal vi tale samarbejde?
  • +45 2021 3574
  • Følg mig her
 Cookiepolitik: Læs mere