New York imponerer - også med udbuddet af mad. Her får du min guide til trendy spisesteder, hvor newyorkerne, bloggerne og modefolkene spiser brunch.
Artiklen har været bragt i Berlingske Rejseliv og BT REJSER under titlen 5 hippe brunchsteder i New York.
Denne guide indeholder andre billeder og bonustips.
1: DEN LYSERØDE BLOGGERDARLING
Du ved, du er endt et Instagram-venligt sted, når det første, du møder, er en fotograf, der zoomer ind på en keramisk skålfuld mad. Bag hende sidder en forfatter og skriver med den obligatoriske tophue, øretelefoner og et skateboard liggende ved stolefødderne.
Jeg sætter mig ved et af de lyserøde pastelfarvede borde og får serveret vand i et blommefarvet glas. Det er pænt. Nej, perfekt. Og kun én af mange grunde til at modeskribenter fra Vogue er begyndt at drikke deres kardemomme-kaffe her.
Caféen er ejet af den svenske kunstner André Saraiva, der også har designhotellet Grand Amour i Paris. Her i det stille kvarter bruger han også caféen som galleri. Ud over at nyde skiftende kunstnere på væggen, kan du spise sund og lækker fusionsmad og synde med en brownie med tahin.
Bag den oldschool slagterdisk kan du se kokken tilberede den tilbedte Mr. Pink Bowl med grov bulgur, rødbede, granatæbler, avocado, kylling og pocheret æg.
Drik en juice til – måske den med ananas og gurkemeje, der er god for inflammationen i de trætte shopping-ben?
Hvor: Café Henrie, 116 Forsyth St., NoLa
Læs min uddybende artikel om Café Henrie: Rejsetip: Brunch på en lyserød bloggerdarling i New York
Læs mit tip til en skøn blyantbutik i nærheden: Rejsetip: Shopping i den fineste butik i New York
2: DEN MED BEDSTEMORS OPSKRIFT
Er du på udkig efter et solidt, men smagfuldt amerikansk morgenmåltid, der får kolesteroltallet til at gyse? Så tag forbi Bubby’s i TriBeCa, der oprindelig startede som et bageri med oldschool tærter i 1990.
Bubby’s er et jødisk kælenavn for bedstemor. Det refererer til, at ejeren, Ron Silver, har stjålet sine opskrifter fra sin mor, der har stjålet dem af sin. Alt er hjemmelavet – fra velkrydrede pølser til lyserød limonade – og af økologiske råvarer, der er håndplukket fra lokale markeder.
De lokale er også så vilde med stedet, at du kan vente to timers kø i weekenden, men på en hverdag før kl. 10 kan du typisk bare gå direkte ind. I 2013 åbnede Ron også en filial ved The High Lane, men den er tætpakket med turister og har et andet tempo. Syd på Manhattan er indretningen med ejerens umage kunst på de rå murstensvægge både hyggelig og hipstervenlig. Sørg for at bestille pandekager. De er lige, som du forestiller dig – bare bedre.
Er du mæt? Så køb Ron’s brunch-kogebog med hjem – med bedstemors opskrifter!
Hvor: Bubby’s, 120 Hudson St., Tribeca
3: DEN HURTIGE UNDER JORDEN
Underground Streetfood… Lyder det ikke som en modsigelse? Bestemt. Men det er også meningen bag den transforme placering af New Yorks nye og hippe Food Court i Subway’en ved Columbus Circle.
Susan Fine er kvinden bag idéen. Det var også hende, der stod bag makeoveren af Grand Central, hvor Meyers holder til. Og er der nogen, der kan få stiletgående modefolk til at nærme sig offentlig transport, så er det hende.
Stedet minder om Papirøen i København – bare i mindre skala. Her er 20 forskellige madboder, der har kæmpet om at få en plads side om side med interiørbutikker og pop-up-shops for nye designere. Glem franchisekæderne. Her finder du ikke Dunkin Donuts, men i stedet urbane mundbidder hos Doughnuttery. En juicebar. En sushibar. En selfiebar… Og meget mere.
Her er rent, god luft og gratis Wi-Fi. Ikke hvad du forventer under jorden. På gadeniveau er der ikke mere end et par hundrede meter til indgangen af Central Park, og TurnStyle er derfor også et oplagt sted at shoppe ind til picnic.
Hvor: TurnStyle, Columbus Circle Station, 1000 S 8th Ave
4: DEN MED BYENS BEDSTE UDSIGT
Glem Chelsea Market. Hyggeligt, men so last season, hvis du spørger newyorkerne.
Tag i stedet Downtown og ned til Brookfield Place, der med sin glasarkitektur, palmetræer og marmorgulve må kandidere til at være USA’s smukkeste shoppingcenter. Her finder du Le District og Hudson Eats. Sidstnævnte er et nyt foodcourt, hvor du kan spise fancy fastfood med byens bedste udsigt til Hudson River.
Bagels er et must i NYC, og anmelderroste Black Seed Bagel er derfor også et oplagt sted at købe dagens første måltid. Denne variant er håndrullet, glutenfri og bagt i en ovn, der er fyret med træ. Faktisk er den hullede bolle så hypet, at nogle kunstnere serverer den ved shows.
Der er 14 spisesteder at vælge mellem. En af mine favoritter er Umami Burger, hvor du får utraditionelle gourmetvarianter af den amerikanske klassiker. Oooomami! Bagefter kan du gå en tur langs vandet, besøge 9/11 Memorial eller tage turen op i One World Observatory lige bag ved.
Brookfield Place ligger for enden af den neo-futuristiske togstation Oculus.
Hvor: Hudson Eats, Brookfield Place, 230 Vesey St., World Trade Center
5: DEN BESKEDNE BONDEGÅRDSMAD
Det er ikke svært at finde et hipt sted at spise i Greenwich Village. Derfor er det sjovere at finde et hipt sted i nogle af de andre bydele.
Spoon Table And Bar ligger diskret og næsten anonymt i NoMad - et par hundrede meter fra Empire State Building. Her har kokken Melissa Chmelar åbnet en restaurant med højt til loftet, mad og priser nede på jorden og inspiration fra barndommen på landet. Newyorkeren er uddannet på den verdenskendte kokkeskole Le Cordon Bleu i London. Men der er intet snobbet over brunch-menuen.
Jeg forelsker mig i en Bodega Sammie. En hjemmebagt foccacia med krydret pølse og æg, som jeg opgraderer med den upcoming First Field Ketchup og pimento ost – en blanding af cheddar, mayo og krydderier. Eller, som tjeneren definerer den:”Between a Heart Attach and Heaven!” Jeg giver hende ret og slukker tørsten i den frisklavede limonade, der heldigvis ikke er fyldt med sukker, men blot vand og gode C-vitaminer.
Indretningen er industrielt shabby chic med råt loft, cement gulv og blomstertapet – lige til kameraet.
Hvor: Spoon Table And Bar,40 E 33rd St., Midtown
Flere madtips til New York?
Berlingske Rejseliv
Her de 5 nyeste madtrends i New York City
ELLE
De 5 lækreste brunchsteder i New York
Rockpaperdresses
Guide to NYC: Food, coffee, drinks + Treats
Rejseblokken
Spis på stjernernes restaturanter i New York