Café Henrie i New York er både en salat og brownie værd, hvis du leder efter et godt sted at få ny energi på din shoppetur.
Klips! Klips! Klips!
Du ved, du er havnet et billedvenligt sted, når du møder en professionel fotograf i aktion over en salat...
Min nysgerrighed bringer mig i snak med japanske Shino Yanagawa. Hun er i færd med at skrive en guidebog til New York og har sat Café Henrie på listen over hippe caféer. Lige som jeg.
Shino Shanawaga skyder billeder til sin brunchguide
Den pastelfarvede café tilbyder dog mere end smukke kompositioner af din avocadomad. Her får du smagfulde og utraditionelle varianter af newyorkernes elskede brunch. And then some.
Eksperimenterende kunst på væggene
Stedet er ejet af den svenske kunstner André Saraiva. Han blev oprindelig kendt for sine grafittiværker, men får i dag - blandt meget andet - anerkendelse for sit design af hotellet Grand Amour i Paris. Hotellet huser en hip neobistro og 42 unikke værelser, der er inspireret af hans rejser rundt i verden.
Newyorkerne elsker caféer med en quirky kombination. Motorcykler og kaffe. Blomster og kaffe. Bøger og kaffe. På Café Henrie har André Saraiva valgt at kombinere kunst og kaffe - eller rettere fræk kunst og kaffe. Jeg elsker neonbogstaver og neoninstallationer, men måtte alligevel rødme ved mødet af værket med en kvindehånd, der kæler for et kvindekøn. Men bare rolig. Installationen finder du på vej ud til toilettet, så du kan rødme og beskue i fred.
Udover at se på provokunstnerens egne grafiske værker og installationer, kan du også sidde på kunstneren Tom Sachs bænk (bygget af rafterne fra en politibarrikade!) og få kaffen serveret i håndlavet keramik af kunstneren Peter Shire.
Neonart af André Saraiva
Vogue elsker Café Henries kardemomme-kaffe
"A little Instagram. And boom!"
Det var Saivas simple og lettere arrogante strategi for markedsføring ved lanceringen af caféen i september 2015. Men et par billeder fra moderedaktørerne fra franske Vougue har da bestemt heller ikke gjort interessen for kardemomme-kaffen og matcha-teen på den lille café mindre. Selv blev jeg tippet af danske Katrine Hansen, der har base i Williamsburg, når hun ikke rejser verden rundt med sit bureau Geschäft.
Men her er endnu dejligt stille på Forsyth Street tæt ved Chinatown. Flertallet af turisterne spiser brunch på Ellens Stardust, Juniors og Big Daddys, hvor du også kan få masser af god mad, men også serveret sammen med masser af andre. På Café Henrie spiser du side om side med de lokale. Forfatteren. Boghandleren. Og det unge par.
Smukke vitaminbomber to go
Brunch for både børn og hipstere
Når du siger brunch i New York tænker du ofte bacon, røræg og pandekager. Pandekagerne kan du godt glemme her. Men du skænker dem faktisk ikke en tanke, når du bliver præsenteret for det lyserøde menukort.
Jeg rejste med min mand og vores tre børn på 6, 8 og 12 år, og alle kunne sagtens finde noget, der fik mundvigene opad. Frisklavede smoothies og juicer. Sandwiches og toasts. Brownies med tahin.
Selv var jeg begejstret for smagssammensætningen - og farverne - i Mr. Pink Bowl. Skålen (Husk, en flad tallerken er so last season i NYC!) var fyldt med bulgur, rødbede, granatæbler, avocado, kylling og pocheret æg. Okay, alle de sidste tre elementer var i, fordi jeg ikke kunne bestemme mig for kun at vælge én af dem!
Mr. Pink Bowl
Beliggende i hippe NoLo
Café Henrie ligger i et nyt mashup af bydele, der lyder navnet NoLo [Hvor NOLITA møder LOWER EAST SIDE]. Flere trendspottere forudser området som den nye hippe bydel på Manhattan.
Psst! Ved siden af Café Henrie ligger den mest bedårende lille forretning, der hedder C.W. Pencils. Her kan du ikke andet end at tygge i blyanter, men denne analoge darling skriver jeg et blogindlæg om senere.
HVOR?
Lower Manhattan
Café Henrie, 116 Forsyth St., New York
HVOR MEGET?
Mellem
Cappuchino: $4,-
Frisklavet juice: $7,-
Brownie med tahin: $4,-
Mr. Pink Bowl: $17,-
Menukort
HVAD ELLERS?
Ikke mulighed for reservation.
Flere metrostrationer tæt på. Linje B og D kører til Grand Street Station 200 meter derfra.
Caféen ligger ud til Sara D. Rosevelt Park, hvor der blandt andet ligger en legeplads.
Bonusinfo om André Saraiva
Du kan finde aktuelle udstillinger og købe kunst af André Saraiva her
Tips til flere brunchsteder i New York?
Jeg har skrevet en guide til 5 hippe brunchsteder i New York, der har været bragt i BT og Berlingske:
Foodie Guide: Rejsebloggerens tip til de bedste brunchsteder i New York