yoga-bali/om-bureau-brix-travel.jpg

Min historie

Luksus boheme - men ofte på budget. Det er essensen i mine rejser og denne profil. Læs om mine rejsevaner og baggrund som rejseblogger og rejsejournalist. 


Hvor er jeg glad for, at du fandt frem til min side på det store internet. 

Mit navn er Marlene Brix - det er mig bagerst til venstre på billedet. Halvvejs mellem zen og tanken om en grøn juice under en privat yogatime på Bali med min familie. 

Yoga er ofte et element på mine rejser, som jeg også giver dig tips til her på bloggen. 

Men ellers får du lidt flere informationer om mig, så du ved, hvem der skriver - og hvem der måske skal inspirere dig til din næste rejse? 

Svaghed for æstetiske overnatningssteder

Jeg er ikke typen, der sover på ladet af en bus eller på bænken i lufthavnen for at spare penge på en overnatning. Jeg går heller ikke en time med min rygsæk for at spare tyve kroner på en busbillet eller leve op til et stereotypt billede af at være en autentisk rejsende. 

Derimod kan du ofte se mig rulle en kuffert ind i et boutique hotel eller slentre rundt i områder med streetart. Jeg elsker de urbane områder med kunst, der er et lærred af vores samtid og et talerør for kunstneres drømme og mærkesager. Her i de åbne gallerier taler jeg med de lokale og får en fornemmelse af, hvad jeg gerne vil opleve på destinationen. Måske i morgen. Måske om et par dage. 

Nogle kalder det slow travel. Jeg kalder det boheme. Jeg elsker det frie liv på mine rejser. At der er god tid og god plads til skæve oplevelser og detours, men frem for alt bare at opleve og oplade.

Jeg finder sjældent rejselykken i et fastlagt rejseprogram med for mange tjeklister. Det stresser mig. Til gengæld vil jeg gerne vide, hvor jeg skal bo på forhånd - ikke mindst fordi vi ofte er fem personer afsted. Her er jeg ikke nærig med research. Faktisk kan jeg finde på at booke en rejse til en destination udelukkende fordi, jeg har set et lækkert designhotel i en storby, en hytte med to-die-for-udsigt på en bjergtinde eller en hængekøje med en helt særlig smoothie på en bountyø. Men jeg booker først, når jeg ved, at jeg har fundet den bedste pris.  

10 ting du (måske) ikke vidste om mig

Rejseblogger siden 2017

Elsker du også at læse om rejser og finde inspiration i andres autentiske og personlige rejseartikler? Så har du det lige som mig. På denne hjemmeside vil jeg derfor gøre mit yppeste for at dele mine bedste rejsetips, men også advarsler om, hvad du måske bør vige udenom. Det er netop idéen bag min blog: Hvorfor skulle jeg dog holde de gode og dårlige erfaringer for mig selv? 

Jeg er oprindelig uddannet journalist og startede med at skrive rejseartikler til de danske medier før, jeg begyndte at blogge om rejser. Men i takt med at familie og venner spurgte til mine rejsetips, begyndte jeg at skrive blogindlæg på bureaubrix.dk. Derovre kan du læse mere om mit professionelle liv som tekstforfatter, hvis du er nysgerrig efter at vide mere om det.

Tanken var, at jeg skulle dele både skrivetips og rejsetips på bureaubrix.dk. Men jeg kunne hurtigt se et mønster; Mine rejseindlæg var i massivt overtal. Derfor har jeg stille taget tilløb til at lancere denne søsterside i 2018, der er hundrede procent dedikeret til rejser. 

Jeg har masser af ambitioner om indhold og utallige rejseartikler på to-do-listen, som jeg glæder mig til at skrive og dele med dig. Kom derfor endelig forbi igen og igen - eller tilmeld dig mit nyhedsbrev og få alle nye indlæg direkte i indbakken. Du er også meget velkommen til at følge mine rejser på Instagram, hvor jeg deler billeder og videoer i realtid. På Facebook tipper jeg blandt andet om rejsenyheder og giver sparetips. Men først - tag en rundtur på siden og skriv endelig en kommentar under mine artikler, hvis du har spørgsmål. 
 

 Foto: Jørn Delurean