Ard Bia at Nimmos ligger i Galway blot halvanden times kørsel nord for Cliffs of Moher. Et værdigt pitstop på din roadtrip i Irland.
Når venner og familie spørger om mine rejsetips til Irland, anbefaler jeg altid at køre en tur til Galway.
Byen ligger på vestkysten, cirka to timer i bil fra Dublin, hvor de fleste danskere flyver til. Der er motorvej det meste af de 210 kilometer tværs over den grønne ø, men hvorfor ikke lave en afstikker til en borg, et slot eller et destilleri på vejen?
Braveheart er filmet på Trim Castle (th). Ligger en lille times kørsel nordvest for Dublin lufthavn.
Galway er en god base for oplevelser på West Atlantic Way
Gaillimh er det irske navn for Galway. Men bare rolig, irerne skal nok forstå dit britiske skoleengelsk. De er i det hele taget et meget venligt og høfligt folk. Hvem kan lade være med at smile, når ekspedienten i den lille kiosk starter med et "Hello, my Dear"?
Galway er bedst kendt for sine mange irske pubber med live musik. Men havnebyen gemmer på flere kulturelle oplevelser og har en skøn bohemisk stemning - især hvis du husker at gå ned af de hyggelige sidegader frem for at vandre i flok med de andre turister på hovedstrøget.
Byen ligger halvvejs på West Atlantic Way - en 2500 kilometer lang rute, der tager dig gennem dragende naturscener og kulturelle landemærker langs Atlanterhavskysten. Syd for Galway finder du for eksempel de berømte klippeformationer Cliffs of Moher, nord for Galway bjergrige Connemara og lige midt i Galway den skønneste restaurant.
Ard Bia at Nimmos (th) ligger i en ikonisk bygning fra 1500-tallet. I dag ejet af Aoibheann McNamara.
Michelinmad i historisk middelalderbygning
Kender du det, at du har prøvet en restaurant i et andet land, der er så god, at du overvejer at vende tilbage for blot at spise der igen? Sådan et sted er Ard Bia at Nimmos. Her kan du starte dagen med morgenmad, blive hængende til frokost og let overveje at indtage aftensmaden også. Fordi det er den hyggeligste madhule.
Ard Bia betyder High Food på irsk - ikke at forveksle med Fine Food, selvom gastronomien allerede har fundet vej til Michelinguiden og er fremhævet i Good Food Ireland - også et godt pejlemærke for dig, der rejser med maven som kompas. Navnet refererer i stedet til en stræben efter at fremstille mad af håndplukkede råvarer - der gør kroppen gladere.
Arkitekturen er en attraktion i sig selv - en middelalderbygning af sten, der i det 18. århundrede husede havnens toldbod. Når du sidder ved de rå træborde, rustikke vægge og vælvede vinduer kan du kigge ud på floden på den ene side og Den Spanske Bue fra 1584 på den anden. Mere hip, historisk og autentisk bliver det ikke.
Du kan også svøbe dig i et tweed tæppe og sætte dig udenfor på en bænk. Tæpperne er fra det lokale The Tweed Project, som ejeren Aoibheann McNamara er co-founder af - en del af The Slow Fashion Movement.
Skiftende kunst på væggene. Friskbagte småkager i bøtterne. Sanselige bidder på tallerkerne. Og meget mere.
Funky pink humus og oldshool hjemmekværnet mel
Og hvad så med maden? Den skifter efter sæson, men er altid en fusion af elementer fra Irland, Marokko, Indien, Libanon og Middelhavet. Lyder det som en mærkværdig mundfuld? Så frygt ej. Det kan faktisk være svært at vælge, og alle råvarer er hentet hos lokale producenter for at leve op til principperne om bæredygtighed.
Jeg smagte blandt andet deres mezze med den lækreste rødbede humus og friskbagt pitabrød. Derefter en grøn salat med laks fra Atlanterhavet og hjemmebagt rugbrød. Til sidst en glutenfri chokoladekage med vaniljeis, der havde sprøde flager af havsalt.
Hvis du blot har en lille appetit, kan du købe deres kogebog og eksperimentere med smagene fra verden hjemme i Danmark.
VÆRD AT VIDE
Sørg for at bestille bord. Det kan du gøre på mail reservations@ardbia.com eller telefon +353 091 561 114
Prisniveauet er mellem. Billigst til frokost.
Der er restaurant i to etager - den øverste bruges især til forskellige events som litteraturaftener, kunstudstillinger og vinsmagning. Se aktuelle begivenheder på Facebook eller hjemmesiden.
ADRESSEN
Ard Bia at Nimmos
Spanish Arch
Long Walk
Galway H91 E9XA
BONUSINFO
Du har sikkert hørt Ed Sheerans sang "Galway Girl". Den er optaget on location i Galway - hvis du vil have et glimt af byen. Ard Bia at Nimmos optræder også nogle sekunder fra 1:51 og frem. Når pigen kommer cyklende mod Den Spanske Bue på havnen, kan du se bygningen lige fremme til venstre. Øjeblikket efter står hun udenfor restaurantens hoveddør, men festscenen er skudt et andet sted. Se video.
Ard Bia at Nimmos findes nu også i Berlin.
Artiklen er ikke sponsoreret